Når vi taler om deltagelse i skolen, kommer vi let til at se på, om barnet møder, om det deltager i undervisningen, og om det er en del af fællesskabet. Det er selvfølgelig vigtigt, men det fortæller ikke nødvendigvis ret meget om, hvordan deltagelsen opleves, eller hvad den kræver. Et barn kan møde hver dag, løse sine opgaver og umiddelbart fungere fint i klassen, men bruge så mange kræfter på skoledagen, at der ikke er meget tilbage bagefter. Et andet barn reagerer med uro, modstand eller konflikter, mens et tredje bliver stille, trækker sig og næsten forsvinder ud af fællesskabet. De børn kan se meget forskellige ud, men fælles for dem kan være, at den måde, de deltager på, er blevet svær at holde til.

 

Det er i den betydning, jeg bruger begrebet bæredygtig deltagelse. For mig er det ikke nok at spørge, om et barn kan deltage her og nu. Det er også nødvendigt at interessere sig for, om den deltagelse, vi ser, kan opretholdes over tid. At være fysisk til stede er ikke det samme som at have reel adgang til undervisningen og fællesskabet. Man kan godt sidde på sin plads uden rigtigt at være med, ligesom man kan være meget aktiv og samtidig bruge uforholdsmæssigt mange kræfter på at fungere i situationen.

 

Når deltagelsen bliver vanskelig, viser det sig heller ikke på én bestemt måde. Vi lægger ofte hurtigt mærke til fravær, uro og konflikter, fordi de forstyrrer eller kalder på handling. Men vanskelighederne kan lige så godt vise sig som passivitet, udmattelse, tilbagetrækning eller et barn, der klarer sig gennem skoledagen og først reagerer, når det kommer hjem. Derfor risikerer vi at overse noget væsentligt, hvis vi alene reagerer på det mest synlige. Hvis et barn larmer, prøver vi måske at skabe ro. Hvis det ikke møder, forsøger vi at få det tilbage. Hvis det trækker sig, prøver vi at få det mere med. Det kan alt sammen være relevant, men det fortæller os ikke i sig selv, hvorfor deltagelsen er blevet vanskelig.

 

Her bliver belastning et vigtigt spørgsmål. Skole skal ikke være uden krav, og læring kræver anstrengelse. Børn skal også kunne møde noget, der er svært, kedeligt eller frustrerende. Bæredygtig deltagelse er derfor ikke et argument for, at alle krav skal fjernes, eller at alt skal tilpasses, indtil intet længere er krævende. Men der er forskel på, at noget kræver en indsats, og at det over længere tid koster mere, end barnet kan holde til. Belastningen kan være social, kognitiv, følelsesmæssig eller kropslig, og ofte hænger tingene sammen. Derfor er det heller ikke nok at se på, om barnet kom gennem dagen. Det interessante er også, hvad der sker, når den samme måde at være i skole på gentager sig uge efter uge.

 

Jeg synes heller ikke, det giver meget mening at lede efter ét sted, hvor problemet “bor”. Nogle forklaringer kommer hurtigt til at handle om barnet: manglende motivation, koncentration, robusthed eller sociale færdigheder. Andre placerer problemet i undervisningen, relationerne eller skolens rammer. Begge dele kan være relevante, men deltagelse bliver til i mødet mellem barnet og den konkrete sammenhæng. Barnet kommer med sine egne forudsætninger og erfaringer, samtidig med at det møder bestemte krav, relationer, fællesskaber og rammer. Det er i det samspil, deltagelsen bliver mulig eller vanskelig.

 

Det ændrer også de spørgsmål, vi kan stille. I stedet for kun at spørge, hvordan vi får barnet til at stoppe en bestemt adfærd eller vende tilbage til en bestemt aktivitet, kan vi prøve at forstå, hvad situationen kræver af barnet, hvad der belaster, hvad der hjælper, og hvad der eventuelt kan ændres. Det gør ikke barnet ansvarsfrit, og det betyder ikke, at al adfærd skal accepteres. Det betyder bare, at vi får flere handlemuligheder, hvis vi forsøger at forstå deltagelsen frem for kun at korrigere det, vi kan se.

 

Det samme gælder de løsninger, vi vælger. Et barn kan have brug for færre timer, færre krav, mere ro eller en periode med større skærmning. Det kan være nødvendigt og rigtigt. Men hvis løsningen over tid betyder, at barnet får stadig mindre adgang til undervisning og fællesskab, er vi nødt til også at spørge, hvor den fører hen. Målet kan ikke alene være, at situationen bliver lettere her og nu. Målet må være at finde former for deltagelse, hvor barnet fortsat kan udvikle sig, uden at deltagelsen samtidig bliver uholdbar.

 

Det er også derfor, jeg ser deltagelse og faglighed som tæt forbundne. God undervisning betyder meget, men selv den bedste undervisning får begrænset værdi for et barn, der ikke reelt har adgang til den. Bæredygtig deltagelse handler derfor ikke om at få alle børn til at deltage på samme måde, men om at blive bedre til at forstå, hvad der gør deltagelse mulig for forskellige børn og unge, og hvordan vi kan skabe betingelser, der ikke kun fungerer i dag, men også kan holde over tid.