Når barnet er i skolen, men ikke rigtig deltager

Når et barn ikke kommer i skole, kan vi se det. Fraværet bliver registreret, procenten stiger, og på et tidspunkt bliver det tydeligt, at noget ikke fungerer. Det er sværere med de børn, der faktisk kommer. De sidder måske på deres plads, har bøgerne fremme og gør nogenlunde det, der bliver forventet. De forstyrrer ikke nødvendigvis, og de beder måske heller ikke særlig meget om hjælp. Set udefra kan det derfor godt ligne en skoledag, der fungerer. Men det siger ikke ret meget om, hvordan barnet faktisk deltager, eller hvad det koster at være der.

 

Nogle børn bliver meget tydelige, når noget bliver svært. De bliver urolige, protesterer, kommer i konflikt eller går. Andre gør næsten det modsatte. De bliver stille, prøver at undgå opmærksomhed og finder ud af, hvordan de kan komme igennem situationen uden at gøre sig alt for bemærket. De kigger måske på, hvad de andre gør, kopierer en opgave eller undlader at spørge, selv om de ikke helt har forstået, hvad der skal ske. Det kan ligne ro. Det kan også ligne selvstændighed eller manglende interesse. Men vi ved det faktisk ikke alene ved at kigge på adfærden.

 

Det samme gælder de børn, der umiddelbart klarer sig godt. De passer deres skole, er høflige, laver deres ting og forsøger at leve op til det, der forventes. Samtidig kan de bruge rigtig mange kræfter på at få dagen til at hænge sammen. Og det er ikke sikkert, at det er i skolen, man ser regningen. Den kan komme senere som udmattelse, hovedpine, irritabilitet, konflikter derhjemme eller et stort behov for at være alene resten af dagen. Det betyder selvfølgelig ikke, at enhver træt teenager eller enhver konflikt efter skole skyldes skolen. Det ville være alt for enkelt. Men hvis der tegner sig et mønster, er det værd at blive nysgerrig på.

 

For mig er det her forskellen mellem at være til stede og at have adgang til at deltage. Adgang er mere end at få lov til at være i lokalet. Kan barnet finde ud af, hvad der skal ske? Forstå kravene? Komme i gang? Spørge om hjælp? Finde en plads blandt de andre? Bruge sine kræfter på undervisningen frem for på hele tiden at forsøge at aflæse situationen? Et barn kan altså godt møde hver dag og samtidig have ret begrænset adgang til det, skolen egentlig skal give adgang til.

 

Det betyder ikke, at alle skal deltage på samme måde. Man behøver ikke række hånden op ti gange i timen eller være socialt udadvendt for at være deltagende. Nogle børn observerer længe. Nogle arbejder bedst selv. Nogle har brug for en mere tilbagetrukket position. Omvendt kan et barn, der bevæger sig meget, spørger hele tiden eller har brug for tæt voksenstøtte, sagtens være meget engageret i både undervisning og fællesskab. Det interessante er derfor ikke først og fremmest, hvordan deltagelsen ser ud, men hvad barnet faktisk har adgang til, og om den måde at deltage på kan holde over tid.

 

Her synes jeg også, forskellene mellem situationer bliver interessante. Det samme barn kan være meget forskelligt fra time til time. Fungere fint i et praktisk fag og næsten forsvinde i en sprogligt krævende opgave. Klare sig godt med én voksen, men ikke med en anden. Trives i en lille gruppe og blive helt væk i den store. Det er vigtig information. Ikke fordi forklaringen så nødvendigvis ligger hos læreren, undervisningen eller fællesskabet. Barnet kommer selvfølgelig også med sine egne forudsætninger, erfaringer og sårbarheder. Men de får betydning i mødet med noget: krav, relationer, struktur, tempo, de andre børn, måden en opgave bliver sat i gang på og hvor meget der skal holdes styr på på én gang. Derfor bliver “han er umotiveret”, “hun er passiv” eller “han kan jo godt” ofte for fattige beskrivelser.

 

Det, jeg er optaget af med bæredygtig deltagelse, er netop spørgsmålet: Kan den måde, barnet deltager på, holde over tid? Skole må gerne være krævende. Børn skal ikke skånes for alt, der er svært. At lære noget, være en del af et fællesskab og udvikle sig kræver også anstrengelse. Men der er forskel på noget, der er svært og udviklende, og noget der uge efter uge slider mere ned, end det bygger op.

 

Og måske er det dér, forbindelsen til skolefravær bliver særlig interessant. For deltagelsesvanskeligheder starter jo ikke nødvendigvis den dag, barnet bliver hjemme. Der kan have været måneder, hvor det gradvist er blevet sværere. Barnet bruger længere tid på at komme ud ad døren. Pauser bliver vigtigere. Bestemte aktiviteter undgås. Restitutionen efter skole tager længere tid. Søndag aften bliver sværere. Ingen af de ting beviser noget hver for sig. Men de kan være tegn, der gør det værd at undersøge deltagelsen, mens barnet stadig kommer i skole.

 

Det ændrer også lidt på, hvordan jeg synes, vi kan forstå tidlig indsats. Tidlig indsats behøver ikke først at begynde, når fraværsprocenten bliver bekymrende. Den kan begynde med spørgsmål som: Hvornår fungerer deltagelsen faktisk godt? Hvornår gør den ikke? Hvad er anderledes i de situationer? Hvad bruger barnet mange kræfter på? Og er der noget, barnet gør for at kunne være med nu, som måske bliver svært at holde til på længere sigt?

 

Det er ikke et spørgsmål om at lede efter skjulte problemer hos alle børn. Men hvis vores vigtigste tegn på deltagelsesvanskeligheder er, at barnet til sidst holder op med at komme, så tror jeg, vi nogle gange kommer for sent. Fysisk fremmøde er vigtigt. Det er bare ikke hele historien.